
Har du lyst til at give en hånd med?
Bliv en del af et godt fællesskab. Se ledige stillinger i vores skønne kirke:
Job 1: Anretter. Vær med til at gøre filmaften til en succes
Film skal ses med lidt godt til ganen – og her kan du gøre en forskel!
Vi søger frivillige, der vil hjælpe med maden til vores månedlige filmaften.
Opgaverne:
Mødetid kl. 16.30. Anret pålæg på fade og gør klar til servering. Det tager ca halvanden time. Så er der en times pause, hvor du kan se film eller hygge med de andre. I filmpausen er der en halv times arbejde med at servere maden og fylde op på fade omkring.
Herefter har du fri og kan se resten af filmen eller bare slappe af og hygge dig.
Det er en hyggelig aften, hvor du både giver og får – masser af gode snakke og fællesskab omkring filmen og måltidet.
Er det noget for dig? Så er du velkommen til at kontakte én af præsterne eller vores frivilligkoordinator: klik her

Job 2: Kirkekaffe-brygger. Skab hygge.
Elsker du duften af friskbrygget kaffe – og tanken om at skabe hygge og fællesskab efter gudstjenesten?
Som kirkekaffe-brygger er du med til at give menigheden et varmt samlingspunkt, hvor snakken kan flyde over en kop kaffe.
Sådan foregår det:
- Du møder ind kl. 9.00, sætter kaffen over og dækker bordet med kopper, mælk, småkager og servietter.
- Du kan roligt deltage i gudstjenesten undervejs.
- Efter kirkekaffen hjælper du med en let oprydning – og er færdig omkring kl. 12.00.
En lille indsats, hver sjette søndag – men med stor betydning for fællesskabet i kirken.
Er det noget for dig? Så er du velkommen til at kontakte én af præsterne eller vores frivilligkoordinator: klik her

Andre eksempler på frivilligopgaver i Skt. Jørgens Kirke
Mad og måltider
Maden samler os! Du kan hjælpe ved at lave mad til flere arrangementer i kirken – det kan være alt fra en varm suppe til en enkel frokost.
Kaffe og kage
Der er altid brug for en, der kan brygge en god kande kaffe eller bage en kage. Det er små indsatser, der gør en stor forskel for fællesskabet.
Opvask og oprydning
Når vi har været mange samlet, er det en kæmpe hjælp med en hånd i køkkenet – tage opvasken eller hjælpe med at rydde op efter et arrangement.
Et godt fællesskab
Som frivillig i Skt. Jørgens Kirke får du personlige og faglige udfordringer, samt et stærkt netværk af frivillige ildsjæle med forskellige baggrunde.
Vi kan tilbyde et godt fællesskab, hvor værdier er noget vi tager alvorligt. Og så kan du være med til at gøre Skt. Jørgens Kirke til en del af din egen hverdag - dit liv.
Vi gør opmærksom på, at der indhentes børneattest for alle der arbejder med børn, også som frivillig.